Clearwater International har rådgivet ved det delvise salg af Helsam Gruppen til Dansk Ejerkapital og co-investorer

Clearwater International har rådgivet ejerne af Helsam Gruppen ved det delvise salg til kapitalfonden Dansk Ejerkapital og co-investorerne Thomas Thomsen og Henrik Thulesen.

Helsam Gruppen blev grundlagt i 1985 af seks helsekostbutiksejere og har siden været på en rejse fra at være en traditionel grossistforretning til i dag at være en dynamisk koncern bestående af tre forretningsben: 1) Helsam-kæden med 27 fysiske butikker fordelt over hele Danmark, 2) Helsam Engros, som sælger til bl.a. helsekostforretninger samt 3) online-shoppen Mecindo, der sælger helsekost direkte til forbrugere.

Helsam Gruppen har som formål at vise og bane vej til et sundere liv gennem et koncept, der tilbyder Danmarks største sortiment af helsekost med fokus på høj kvalitet og bæredygtighed, som består af helsekost og kosttilskud, fødevarer, kosmetik og hudpleje.

Dansk Ejerkapital er en dansk kapitalfond, der investerer i små og mellemstore virksomheder med stort vækstpotentiale og stærke ledelsesteams, der stræber efter at være markedsledere inden for deres respektive markeder. Thomas Thomsen kommer med stor erfaring inden for BtB- og BtC-forretningsmodeller og har særligt fokus på at drive bæredygtighedsdagsordener. Henrik Thulesen bidrager med stor erfaring inden for professionalisering af virksomheder.

Sammen med Dansk Ejerkapital og co-investorerne ønsker Helsam Gruppen at fortsætte sin vækstrejse med fokus på at være den ledende drivkraft inden for helsekost og personlig pleje ved at udvikle konceptet og fortsat vise og bane vejen for en sundere livsstil ved at tilbyde forbrugerne produkter af højeste kvalitet.