Clearwater International har rådgivet ATLINE ved salget til Indutrade

Clearwater International har rådgivet ATLINE, der leverer automatiseret robotstyret kvalitetssikringsteknologi, ved salget til den internationale teknologi- og industrikoncern, Indutrade.

ATLINE er stiftet 2018 i Kolding og har siden været på en imponerende vækstrejse efter at have udviklet en patenteret robotstyret laboratorieteknologi til kvalitetssikring i foderindustrien. ATLINEs teknologi er integreret direkte i proceslinjen og kan udføre analyser inden for kvalitetssikring som f.eks. NIR-analyser og fysiske analyser. Gennem automatisering og optimering af kvalitetssikringen for store produktionsanlæg har ATLINEs teknologi medført store omkostningsbesparelser, og den innovative teknologi har sikret ATLINE en række globale blue-chip-kunder allerede indenfor virksomhedens første år siden kommercialisering af teknologien i 2020.

Indutrade er en international teknologi- og industrikoncern, som udvikler og køber rentable virksomheder med en decentraliseret ledelse og en stærk entreprenørånd, som er stærke på high-tech know-how og evnen til at bygge langvarige, tætte relationer til kunder og leverandører. Indutrade opererer i dag mere end 200 datterselskaber med over 9.100 medarbejdere fordelt på over 30 lande.

Med investeringen vil Indutrade understøtte ATLINEs fortsatte vækstrejse og skalering af produktion og organisation, hvilket er et stærkt match med Indutrades overordnede strategi.