Fra skraldespandsforretning til internationalt succeskoncept

Christian og Cathrine sofa company

”Jeg hader at være i centrum. Om det er til min datters konfirmation eller en præsentation på arbejdet. Jeg er en af dem, der shiner i mindre forsamlinger”.

En melding, som man ikke umiddelbart kæder sammen med ildsjæle, der driver egen virksomhed. Og som driver den så vidt, at den ender med at blive solgt hele to gange; først til en kapitalfond for et svimlende millionbeløb og senere i videresalg til en mastodont for et milliardbeløb, der får de fleste til at drømme om ferie på første klasse.

Jeg kan ikke lide at være i fokus, men jeg er et konkurrencemenneske og visionær. De to ting behøver ikke nødvendigvis at hænge sammen

Men den ene af de to stiftere bag succeskonceptet SofaCompany, Christian Rudolph, er et bevis på, at de to ting godt kan gå hånd i hånd. For man kan godt være visionær, selvom man er tilbageholden. Og man kan godt være ildsjæl og konkurrencemenneske, mens man holder sig lidt i baggrunden og leder dem, der skal frem i manegen, nu man ikke selv er vild med det:

”Jeg kan ikke lide at være i fokus, men jeg er et konkurrencemenneske og visionær. De to ting behøver ikke nødvendigvis at hænge sammen. Jeg trives med at trække mig tilbage og guide dem, der skal lave de større kommunikationer. Det begrænser mig ikke”.

For selvom 44-årige Christian, som selv kalder sig ”en halv Køge-knægt”, er meget bevidst om sit manglende ”se-mig-hør-mig-gen”, så er han også bevidst om den styrke, han finder i sin stædighed og i det konkurrencegen, som han til gengæld i den grad besidder. Og han er bevidst om, at den styrke, som bliver komplementeret af hans kone og forretningspartner Cathrine, har bragt deres projekt så vidt, at de i dag kunne tage på en evig ferie på første klasse, hvis de havde lyst.

Men lad os først tage helt tilbage til den spæde start. En start, som for Christian viste sig at indeholde hele to begyndelser på to store eventyr.

Havemøbler og kærlighed

Da Christian tilbage i 2000 var færdig som eksporttekniker – ”en uddannelse som vistnok ikke findes i dag”, havde den unge mand fra en by lidt uden for Køge lært de basale spilleregler i internationale virksomheder i teori og praksis. Hovedopgaven blev skrevet hos en dyneproducent, der var leverandør til mastodonten Jysk, og Christian fik lov til at komme med på en rejse til Polen, hvor hans møde med en salgschef fra et havemøbelfirma, som også var leverandør til Jysk, skulle vise sig at blive første skridt på vejen til noget stort.

Salgschefen ansætter Christian som marketingassistent. Han bliver inden længe forfremmet til marketingchef og får stablet et in-house marketingbureau på benene, som står for både markedsføring af havemøbelfirmaet, som nu også sælger andre møbler, og in-store marketing for alle de internationale kunder som bl.a. Walmart, Jysk, Bauhaus og Obi. Senere kan Christian kalde sig selv for marketingdirektør.

Når der først er kærlighed, så er det sgu svært at stoppe det. Alt rationalitet forsvinder bare

Men inden da finder et andet afgørende møde sted. For Christian får et godt øje til en pige, som arbejder i samme firma. At finde kærligheden på en arbejdsplads kan i sig selv være en udfordring, siger dem, der har prøvet det. Og udfordringen blev ikke mindre af, at pigen ikke bare var en kollega, men ejerens datter:

”Da jeg blev ansat dengang i 2000, var der en sød pige i firmaet. Og vi blev relativt hurtigt kærester og rigtig glade for hinanden. Hun viste sig imidlertid også at være ejerens datter. Når der først er kærlighed, så er det sgu svært at stoppe det. Alt rationalitet forsvinder bare”.

Pigen hed Cathrine. Og i starten prøvede de to at holde kærligheden hemmelig. Men i en mindre virksomhed, hvor folk godt kan lide at vide det meste om de fleste, blev det til sidst en udfordring:

”Dengang var det jo ekstremt dyrt at tale i mobiltelefon, når man var i udlandet. Vi holdt vores forhold hemmeligt i starten. Men så på et tidspunkt var der jo nogen, der fattede mistanke, når de kunne se, jeg havde ringet hjem for flere tusind kroner til det samme nummer”.

Så Christian og Cathrine gav los i normerne og lod kærligheden blande sig med havemøblerne. Et valg, de ikke har fortrudt.

”Nu får I lov til at prøve, men jeg tror ikke, I kan”

Otte år i det, der viste sig at blive svigerfars møbelfirma, et ’ja’ fra sin udkårne Cathrine og en søn og en datter senere sker der igen noget, der viser sig at blive en skelsættende del af Christian og Cathrines nu fælles historie. Den navnkundige Lars Larsen køber halvdelen af svigerfars firma og beder ham fokusere udelukkende på havemøbler. Til overs var der nu en ”meget lille afdeling, der lavede sofaer”, som stod for at skulle lukkes ned. Og den ville Christian og Cathrine gerne overtage:

”Lars Larsen købte det halve af firmaet, og sofaafdelingen, som ikke var en del af kerneforretningen, skulle egentlig lukkes, fordi det var en ren underskudsforretning. Den spurgte vi, om vi ikke måtte forsøge os med. Og det er den, som senere blev til SofaCompany”.

Christian og Cathrine arresthuset indenfor cropped
Cathrine og Christian I Ting- og arresthuset I Korsør, hvor SofaCompany havde sit første kontor. Kilde: sn.dk

Selvom den lille sofaafdeling skulle vise sig at blive første spadestik til en gigantsucces, kunne svigerfars begejstring for det unge pars forslag ligge på et meget lille sted, husker Christian: ”’Nu får I lov at prøve, men jeg tror ikke, I kan’, sagde han. I 1,5-2 år havde han ret, men så begyndte det at vende. Der blev jeg stædig, for jeg er jo et konkurrencemenneske”.

Svigerfar fik også gjort det klart for sin datter og svigersøn, at det har visse risici at blive selvstændig. For du kan ikke bare vende tilbage som lønmodtager, når du først har lugtet friheden som herre i egen butik:

”Når først I bliver selvstændige, så er I ikke så attraktive i et jobmarked – det bliver sværere at indordne sig under andres forhold”, var svigerfars ord. Men Christian var ikke synderligt bekymret for den del. Han havde haft otte år på jobmarkedet og følte sig mere end klar til at sejle videre i sin og Cathrines egen tomandsbåd.

Hvorfor sælger vi dem ikke bare selv?

Og så sagde Cathrine, ”Så lad os tage nogen hjem, og så laver vi selv en lille hjemmeside og prøver at sælge dem der

De unge småbørnsforældre knoklede stædigt på for at modbevise svigerfars profeti om, at det bare var et spørgsmål om tid, før den lille sofabiks ville dreje nøglen om. Sofaerne, som stadig kun blev solgt på BtB-markedet, gik desværre stadig langt fra som varmt brød. Dog designede parret nogle særlige retro-modeller, som solgte godt til forhandlere i flere lande, men som ingen af de store danske kæder ville købe:

”Vi var langt nede og ved at gå konkurs, men vi solgte de her retromodeller i forskellige lande, som lige nøjagtig Danmark ikke ville tage, selvom vi kunne se, at vi kunne sælge dem alle andre steder. Og så sagde Cathrine, ”Så lad os tage nogen hjem, og så laver vi selv en lille hjemmeside og prøver at sælge dem der. Så kan vi gå tilbage til forhandlerne og sige, at så mange har vi solgt det sidste halve år, og så må de tage dem.” Men da der var gået et halvt år, havde vi solgt så mange, at jeg sagde til Cathrine, ”Vi skal ikke tilbage til nogen, vi skal bare køre videre”.

Det var egentlig i protest eller i trods, at vi lavede de her ting, som så blev til SofaCompany

Endelig følte parret, at de havde fat i den lange ende. På det tidspunkt vidste de dog ikke, at den var så lang, at den ville blive til det SofaCompany, som mange kender i dag, og at lidt stædighed over for de etablerede kæder kunne føre til så stor en succes: ”Det var egentlig i protest eller i trods, at vi lavede de her ting, som så blev til SofaCompany”, fortæller Christian.

Grib mulighederne, når de er der

Protesten virkede, og Sofakompagniet, som virksomheden stadig hed på det tidspunkt, udvidede til flere og flere lande. Nogle steder gik det godt, andre steder mindre godt:

Jeg tror, det var en fordel, at vi kom fra BtB-delen, for vi var vant til nogle helt andre marginer, end BtC-delen egentlig kan kaste af sig

”SofaCompany er blevet en succes, fordi vi har turdet gribe en masse muligheder. Nogle er blevet til noget, og nogle er ikke”, forklarer Christian, helt bevidst om den risiko, der også ligger i at gribe muligheder og idéer, så snart de melder sig. Parret måtte lukke ned i Malaysia, fordi markedet ikke var, som de troede, og de ikke havde den rette mand i marken. I Sydafrika gik det egentlig ok, men afstanden både i kilometer og kultur gjorde, at det var endnu et marked, som parret måtte finde et andet set-up til, men stadig med følelsen af at have grebet muligheden. Og parret følte sig taknemmelige. De kom fra et rent BtB-marked, hvor de kun solgte til store møbelkæder, og nu, hvor de solgte direkte til forbrugeren, fik de en langt større fortjeneste på deres salg:

Vi har altid være gode til at få det til at se dyrere ud, end det er

”Jeg tror, det var en fordel, at vi kom fra BtB-delen, for vi var vant til nogle helt andre marginer, end BtC-delen egentlig kan kaste af sig. Så når vi gangede op, og vi havde det direkte fra egen fabrik, så var vi jo glade langt før, vores konkurrenter var glade. De skulle have en større margin, for der var også en fabrik, der skulle tjene på det og agenter og dyre huslejer og et stort overhead. Vi kunne leve med en langt mindre margin”.

Sofa Company Vietnam

Hjemme i Danmark var tendensen med at købe møbler på nettet ved at modnes, og konceptet med fysiske showrooms og online køb lod til at være en kombination, som mange forbrugere forstod. Målet var ikke at ramme alles smag og præferencer, men et højt kendskab skulle danne grobund for at udnytte det enorme markedspotentiale: ”Det var ikke vores mål, at alle skulle købe deres sofa hos os, men alle folk måtte gerne overveje at købe den hos os – og det succeskriterium opnåede vi”. Et kendskab, der også blev hjulpet på vej af den sans for design – og ikke mindst dyrt design, som parret mestrede: ”Vi har altid være gode til at få det til at se dyrere ud, end det er”, som Christian siger.

SofaCompanys fabrik i Vietnam

Tag et stik af bordet

Jeg regnede det hele om i sofaer. Hvis jeg skulle ansætte en ny medarbejder, hvor mange flere sofaer skulle vi så sælge?

Samtidig var Cathrine og Christians roller efterhånden godt definerede. Cathrine var den, der spottede trends og var stærk visuel, hvor Christian fokuserede på forretningsudvikling, men også var den, der skulle have styr på den overordnede økonomi. Her havde han en utraditionel og down-to earth-metode, hvor han regnede de vigtige nøgletal ud i sofaer:

”Jeg tog vores omkostninger og gangede dem med en faktor, som jeg havde regnet på. Det var et købmandsregnestykke, og selvom det sikkert kunne være gjort meget mere professionelt, så gav det alligevel mening. Jeg regnede det hele om i sofaer. Hvis jeg skulle ansætte en ny medarbejder, hvor mange flere sofaer skulle vi så sælge? Da vi var i BtB, omregnede jeg det hele i containere. Men det holder jo ikke i længden”, griner Christian.

Enten sælger du til mig, eller også ansætter du nogle folk og giver den gas. Man kan ikke køre et one man-show med et par soldater

Omkring 2012 bankede en såkaldt industriel køber på parrets dør. Det var fristende, men Christian blev samtidig presset og løb stærkt for at udfylde de krav, som køberen havde til bl.a. BtB-delen i virksomheden, som på det tidspunkt ikke var stor nok. Efter nogen tids dialog fik Christian et råd af køberen. Et råd, han husker tydeligt i dag, fordi det betød, at virksomheden blev i Cathrine og Christians hænder, og at de fik gjort det, der skulle til, for at gøre Sofakompagniet endnu mere attraktiv: ”Enten sælger du til mig, eller også ansætter du nogle folk og giver den gas. Man kan ikke køre et one man-show med et par soldater. Der skal mere til’, sagde han til mig. Så jeg fik ansat dem, der skulle til for at aflaste mig. Jeg er glad for, at jeg fulgte hans råd og er ham taknemmelig i dag. Vi havde en succes, vi ikke selv kunne klare”, erkender Christian.

Så selvom vi troede på projektet og fremtiden, så ville vi gerne tage et stik af bordet og samtidig dele upside og risiko med en ejer, der kunne bidrage på rejsen

Årene gik, forretningen kørte, og Christian fik ansat de folk, der skulle til for, at han selv kunne fokusere på det kreative og løbe lidt mindre stærkt – og stadig have ro på finanserne. Men samtidig gik det op for parret, at hvis virksomheden skulle nå nye højder, skulle det være med stærkere kræfter:

”Forretningen kørte, og jeg ansatte direktører til det administrative, så jeg selv kunne tænke lidt langsigtet og udfolde konceptet. Vi kunne snildt finansiere det selv, men man er også en ung familie. Så selvom vi troede på projektet og fremtiden, så ville vi gerne tage et stik af bordet og samtidig dele upside og risiko med en ejer, der kunne bidrage på rejsen”.

Mens forretningen og tankerne kørte, fik Christian kontakt til corporate finance-rådgiveren Clearwater International. Her fandt han ud af, at virksomheden bestemt havde potentiale for investorerne, men at der var nogle områder, hvor virksomheden var nødt til at sætte ind, inden man gik i en egentlig salgsproces:

”Jeg snakkede med Clearwater i en periode over halvandet år. Da vi havde de første overvejelser, var vi ikke parate – hverken på det organisatoriske eller det rapporteringsmæssige plan. Så jeg skulle ud at finde de rigtige mennesker, som også kunne sætte den rapportering op, der gjorde, at vi kunne levere de data, en køber ville forvente. Det var Clearwater gode til og fulgte op på, og det har haft en stor værdi for os”.

jeg havde hørt dårlige historier om kapitalfonde, og derfor var Cathrine og jeg lidt forbeholdne og havde brug for at blive overbevist

I det forløb blev Christian opmærksom på kapitalfonde som mulige købere og samarbejdspartnere. En mulighed, som han ellers ikke have givet de store tanker, siden den interesserede køber bankede på nogle år forinden:

”Vi havde som udgangspunkt to succeskriterier: Vi skulle have nogle penge af bordet og finde nogen, der kunne køre det videre. Det var Clearwater, der bragte kapitalfonde på banen. Jeg var som udgangspunkt ligeglad ift., om det skulle være en kapitalfond eller en industriel køber, men jeg havde hørt dårlige historier om kapitalfonde, og derfor var Cathrine og jeg lidt forbeholdne og havde brug for at blive overbevist”, husker Christian.

Man bygger ikke et brand på et Excel-ark

Så i starten var Christian mildt sagt ikke vild med idéen om, at hans og Cathrines virksomhed skulle købes af en kapitalfond. Parret har altid haft deres mavefornemmelse og sans for tendenser som drivkraft, og den noget håndholdte tilgang til forretning havde de svært ved at se forenet med det billede, de havde af en kapitalfond som en hardcore spiller: ”En kapitalfond er jo den diametrale modsætning til os og den måde, vi driver forretning på. Man kan ikke etablere et brand på baggrund af et Excel-ark”.

Men Clearwater International bragte kapitalfonden Procuritas på banen som en mulig køber, der dels gav mulighed for, at Cathrine og Christian kunne tage et stik af bordet, men også kunne bidrage væsentligt ift. at opfylde parrets drøm om at skalere – også internationalt.

Art and Science, som de sagde. Det skal gå hånd i hånd. Vi havde et efterslæb på Science og for meget Art

Procuritas havde som ventet en del Excel-ark med sig under armen. Det var ikke helt ligetil for parret i begyndelsen, men som dialogen skred frem, fandt de ud af, at en kombination af det håndholdte og intuitive og de hardcore Excel-ark måske alligevel ikke var så dum: ”Jeg fandt ud af, at de ikke kun er Excel-ark. Cathrine og jeg har set tendenser og handlet på vores mavefornemmelse. Procuritas har lært os at se, at kombinationen af begge ting er rigtig god”, erkender Christian og forklarer, at han og Cathrine har drevet deres forretning med afsæt i det, som Procuritas kaldte for Art, og som står som modsætning til Science, som skal give det mavefornemmelsesstyrede en pragmatisk modvægt: ”Art and Science, som de sagde. Det skal gå hånd i hånd. Vi havde et efterslæb på Science og for meget Art”.

De ved lige, hvad der skal til. Der er jo ligheder fra virksomhed til virksomhed, uanset hvad den laver

Købet blev en realitet i 2017, og de første 100 dage brugte parret sammen med kapitalfonden på at ”finde hinanden”. Procuritas fik et dybere indblik i virksomheden og teamet bag den, og den strategiplan, som var aftalt inden købet, fik et reality check. Og så skulle de rette folk findes, så virksomheden kunne blive klar til en ny æra: ”Her gik de professionelt til værks med at finde de rette folk, og her var det helt tydeligt, at de har nogle andre kræfter og et helt andet netværk, når det kommer til at opruste virksomheden. De er mere risikovillige i forhold til at hyre tunge profiler til ledelsen - det er en del af deres erfaring”. Den oprindelige ledelse fortsatte, men flere kom til, og Christian kunne tydeligt mærke den meget resultatorienterede grundighed, der kommer med en kapitalfonds mangeårige erfaring, både når det kom til styrken i rapporteringen og til at finde de rette folk; ”De ved lige, hvad der skal til. Der er jo ligheder fra virksomhed til virksomhed, uanset hvad den laver. De har været igennem det så mange gange før, det kan man mærke”, understreger Christian.

Nu kunne Cathrine og Christian for alvor se værdien i kapitalfondens determinerede fokus på Science, og hvordan den kom til udtryk i den daglige drift af virksomheden. Men det dominerede ikke parrets drivkraft – det veludviklede fokus på Art. Inden salget havde de to gjort det klart, at det var afgørende for dem, at der også blev sat ressourcer af til at udvikle brandet – faktisk så afgørende, at selve valget af kapitalfond var baseret på lige netop det ønske: ”Cathrine og jeg valgte kapitalfonden ud fra, at der skulle gøres noget ved vores brand. Der respekterede de vores resultater og var åbne på Art-delen, ligesom vi respekterede Science-delen. Der blev sat penge til side til at udvikle brandet, og vi blev lyttet til og respekteret”, fortæller Christian.

Efter et par år var det som om, ”brikkerne faldt på plads”. Det rigtige hold var sat og faldet til og en fælles formel fundet. Cathrine og Christian kunne trække sig helt fra den daglige drift, men forblev i bestyrelsen. Overgangen var dog ikke så skarp for Christian, der allerede noget tid inden havde forberedt sin retræte fra virksomheden:

”Jeg havde allerede distanceret mig selv en lille smule i årene inden og ansat to COO’s for de to divisioner, der var. Så da kapitalfonden kom ind, sagde jeg ret hurtigt, at jeg ikke havde lyst til at være administrerende direktør med det rapporteringsbehov og den detaljegrad, der fulgte med, og som var væsentligt mere omfattende end det, jeg har lyst til og er god til. Så den ene af de to COO’s blev forfremmet til CEO for hele koncernen, og han er stadig administrerende direktør i SofaCompany i dag. Jeg havde egentlig indstillet mig på, at sådan skulle det være”.

Da vi solgte til Procuritas, blev vi nødt til at regne i kroner og ører, men det sjove er, at nu er vi tilbage i at regne i containere, fordi volumen er blevet så stor

Fordi Christian havde indstillet sig på en ny hverdag, nød han den frihed, det var igen at kunne fokusere på at være kreativ, komme med forretningsforslag og ”være fri for de administrerende direktøropgaver”. Det var også her, at Sofakompagniet skiftede det danske navn ud med det internationale SofaCompany, som allerede havde været navnet i mange år i de lande, parret også solgte i.

Og nok var der en ubalance mellem de hardcore beregninger og mavefornemmelsen, men paradoksalt nok blev der alligevel plads til Christians alternative form for Science: ”I BtB-delen omregnede jeg det hele i containere. Det holder jo ikke i længden. Da vi solgte til Procuritas, blev vi nødt til at regne i kroner og ører, men det sjove er, at nu er vi tilbage i at regne i containere, fordi volumen er blevet så stor”, bemærker Christian med et smil.

Og hvis man spørger Christian, hvorfor han ikke selv oprustede på Science-delen inden salget for på den måde at øge virksomhedens salgspris, er svaret meget simpelt: ”Vi havde økonomien til det, men havde nået en grænse for vores risikovillighed, og samtidig stod vi over for nogle store valg, hvor vi også kunne bruge noget strategisk sparring. Samtidig havde vi alt hvad vi ejede bundet i den virksomhed, så vi kunne vælge at slibe diamanten for at øge salgsprisen eller sælge den uslebne diamant og lade andre hjælpe os med at slibe den – nogen, der havde prøvet det før. For os var valget enkelt på det tidspunkt. Men ja, en anden gang ved jeg, hvad jeg skal gøre for at øge værdien inden et salg, men dengang var det helt sikkert den allerbedste mulighed for os at gå med kapitalfonden. Og jeg er glad for, at Clearwater rådgav os til det”, fortæller Christian.

”Kan I ikke tale om noget andet end sofaer?”

Når vi tog på ferier, spurgte de, om vi ikke nok kunne lade være med at snakke om sofaer

I de spæde og travle år i svigerfars møbelfirma nåede Cathrine og Christian også at blive forældre til deres to børn. En søn og en datter, der i dag er 16 og 14. De fleste småbørnsforældre kan nok nikke genkendende til det pres, det er at jonglere en dagligdag med praktik, forventninger, dårlig søvn og et fuldtidsarbejde. For parret var der bare også lige en voksende virksomhed oveni, hvor to dage ikke lignede hinanden, og hvor enten den ene eller begge tit var ude at rejse. Og det har naturligvis haft indflydelse på familielivet, erkender Christian: ”Vores børn har nok lidt lidt under, at der ikke har været så meget tid. Når vi tog på ferier, spurgte de, om vi ikke nok kunne lade være med at snakke om sofaer. Men så måtte vi forklare, at det var de sofaer, der gjorde, at vi kunne tage på ferie. De har ikke lidt nogen skade overhovedet, men når både far og mor har travlt og rejser, så er det jo svært. Men så har de oplevet nogle andre ting”.

Sofecompany blå sofa

Der var også en vis form for ensomhed i at være så anderledes end de andre forældre med ’normale job og normale liv’, og Cathrine og Christian kunne godt få følelsen af at være uden for det fællesskab, de andre havde, hvor problematikkerne tit kunne føles som små og mindre vigtige detaljer i et meget større puslespil, hvor sofaerne var et evigt omdrejningspunkt:

Vi kunne godt føle os lidt udenfor som forældre. Det er helt andre ting end det, man selv sidder og spekulerer over

”Vi kunne godt føle os lidt udenfor som forældre. Det er helt andre ting end det, man selv sidder og spekulerer over, når de til forældremøder taler om, at de skal skifte leverandør til mælkeordningen, eller hvor går den næste lejrskole hen. Ærligt, så fyldte den slags bekymringer ikke meget hos os. Så lige på den front har vi nok ikke været verdens mest engagerede forældre. Men det er jo bare et resultat af, at man har haft alt muligt andet”, reflekterer Christian og er samtidig meget opmærksom på den frihed, parret har haft som selvstændige, så de netop har kunnet jonglere et småbørnsliv med den fleksibilitet, det også kræver:

Hvis ikke vi havde været selvstændige, så havde vi haft svært ved at leve op til alle de forventningskrav, der er om at deltage i ting og hente dem, da de var små

”Men der har også været en høj grad af frihed, fordi vi selv kunne styre tiden. Man kan heldigvis arbejde, når man vil. Så hvis et af børnene var syge, så kunne vi hente dem uden problemer. Vi styrede selv vores tid. Hvis ikke vi havde været selvstændige, så havde vi haft svært ved at leve op til alle de forventningskrav, der er om at deltage i ting og hente dem, da de var små.”

Vi forstår hinanden, fordi vi arbejder sammen

Og fordi parret har drevet virksomheden sammen og faktisk aldrig har prøvet andet end at arbejde sammen, så er der en eviggyldig forståelse for den anden: ”Vi har det godt med at arbejde sammen, vi har aldrig prøvet andet. Vi arbejder og holder fri – sammen. Vi forstår hinanden, fordi vi arbejder sammen. Vi har forståelse for, hvis den ene skal noget, fordi den anden jo selv står i samme situation”, forklarer Christian.

Ringen slutter med Lars Larsen

Min svigerfar lavede en del forretninger med Lars Larsen, og han var en mand af sit ord

Hvis man tror på skæbnen, kan det lyde helt forudbestemt, at Cathrine og Christian sammen med kapitalfonden Procuritas netop har solgt SofaCompany til Lars Larsen Group – selskabet bag Jysk, som indirekte var skyld i, at det unge par fik lov at prøve kræfter med den kuldsejlede sofaafdeling tilbage i 2008. Om det er tilfældigheder eller skæbnen er svært at vide, men Christian følte det nærmest som et tegn, da han opdagede, at netop Lars Larsen Group var blandt de interesserede købere, da Procuritas fremlagde feltet: ”Der meldte jeg ret hurtigt ud, at jeg var overbevist om, at de var den bedste næste ejer. Min svigerfar lavede en del forretninger med Lars Larsen, og han var en mand af sit ord, og det lader til, at Lars Larsen Group kører de dyder videre. Så på en måde slutter ringen her.”

Sammen med Procuritas er det lykkedes at sikre en så flot udvikling i SofaCompany, at Lars Larsen Group var en blandt mange bejlere. Og det var endda på trods af – og til dels også pga. Covid-19, som først gav parret et chok, da alt gik i stå i marts 2020, men som senere skulle vise sig at give væksten et ekstra skub og accelerere den transition, som nethandel med møbler allerede var i: Først kom chokket lige der, da det hele lukkede ned i to-tre måneder i marts 2020. Men så begyndte det at gå rigtig stærkt. For hvad skulle folk bruge deres penge på? De var hjemsendt fra arbejde og kunne heller ikke rejse, så de kunne lige så godt få shinet hjemmet op”.

Men hvordan er det så at give slip på det, man har kæmpet for, siden man var helt ung, og som har givet gode ferier men også søvnløse nætter – nu ikke bare delvist men helt og holdent? Det har Christian en helt pragmatisk holdning til, som udspringer af en skarp erkendelse om, at man kun skal fortsætte, så længe man er den rette til opgaven. At man godt kan skabe et succesfuldt koncept og slippe det igen, så det kan leve videre og vokse sig endnu større i de rette hænder:

Der kommer noget bedre ud af at sende det videre til nogen, der har erfaring

”Der kommer noget bedre ud af at sende det videre til nogen, der har erfaring. Nu har vi igen sendt det videre til Jysk, som også har erfaring i det og mod på det og penge til det. Det varmer, at det lander sådan et sted. Konceptet fra 2012 holder stadig og kører videre i sin egen form, og jeg tror faktisk, at det kan gå hen og blive en rigtig stor dansk møbeleksportsucces. Det har alle kvaliteterne til det, og de er ikke bange for at investere i at gøre det. Så det kunne da være sjovt”.

SofaCompany har altid været et projekt for os, og vi har ikke været bange for at gøre noget ved det og tage nogle chancer. Hvis det går galt, hvad så?

Og når det kommer til det følelsesmæssige i det at give slip, har Christian den samme pragmatiske tilgang, når mange spørger undrende, om man kan sige farvel til noget, der har krævet så mange kræfter, at det næsten får status af et tredje barn. Til det siger Christian med ophøjet ro, at ”Jeg har to børn derhjemme, og dem ville jeg aldrig nogensinde sælge. SofaCompany har altid været et projekt for os, og vi har ikke været bange for at gøre noget ved det og tage nogle chancer. Hvis det går galt, hvad så? Så prøver vi bare noget andet. Vi har ikke været overbeskyttende. Men jeg har aldrig set det som et barn. Derfor har det heller ikke været svært for mig at sælge. Det er helt naturligt”.

Men det har altid været afgørende for Christian, at han kunne mærke kemien og ikke kun en interesse for finanserne. Og selvom det denne gang var et totalt salg, var han glad for, at ringen blev sluttet med nogle mennesker, som han og Cathrine delte værdier med:

Det, der har været rigtigt vigtigt for sådan en som mig, det er, at jeg kan med de personer, jeg handler med

”Det, der har været rigtigt vigtigt for sådan en som mig, det er, at jeg kan med de personer, jeg handler med. Ligesom da vi valgte Procuritas, var det ikke dem, der bød mest, men det var dem, vi havde den bedste kemi med, for vi tænkte, at dem her skal vi jo arbejde med de næste fem år, så det er vigtigt, at vi kan sammen og har det samme værdisæt. Og ligedan var det, da vi valgte Clearwater til at stå for det første salg - det skal være nogen, der tiltaler en. Alt er ikke kun penge”, er det vigtigt for Christian at slå fast.

Det næste eventyr venter

Nu er vi helt ude af det. Founders vil vi nok stadig blive kaldt. Det kan godt gøre mig stolt

Mens blækket tørrer på købskontrakten, og Cathrine og Christian trækker vejret, nyder de også den følelse, som det giver nu ”bare” at være de to stiftere bag den store sofasucces: ”Nu er vi helt ude af det. Founders vil vi nok stadig blive kaldt. Det kan godt gøre mig stolt. Især hvis det kommer derhen, hvor jeg tror, det gør”, siger Christian og dvæler lidt ved følelsen.

Og når man som Cathrine og Christian nu sidder på den anden side af en tyve år lang rejse både som partnere i forretning og kærlighed, har man et vist klarsyn i forhold til, hvad man gerne vil bruge mere tid på, og hvad man bestemt ikke har lyst til at bruge mere tid på. For nok er det sjovt at drive sit eget, men de hårde år i starten, hvor ”banken ringer, mens man er på ferie, fordi man har et overtræk på 20.000 kr.”, kan parret godt være foruden.

Vi vil gerne sætte farten ned og have tid til at kredse mere om tingene. For der har godt nok været fart på. Der er nogle år, jeg bestemt ikke har lyst til at gennemleve igen

Men en evig ferie - nu uden risiko for overtræk - er der bestemt heller ikke lagt op til. For parret kender deres eget og hinandens potentiale nu bedre end nogensinde, og det glæder de sig til at udnytte i et nyt eventyr: ”Vi kender vores styrker og svagheder. Cathrine er den kreative; hun kan spotte trends og er god visuelt og til farver. Jeg er god til koncepter og forretningsudvikling”. Men hvor det før var drømmen at knokle sig hele vejen op, er det nu et andet mål, der både er luft og lyst til: ”Vi har ikke en drøm om at have en kæmpe succes igen. Vi vil gerne sætte farten ned og have tid til at kredse mere om tingene. For der har godt nok været fart på. Der er nogle år, jeg bestemt ikke har lyst til at gennemleve igen. Vi vil gerne dyrke noget og drive det videre uden at køre os selv ned – vi vil gerne kunne følge med”.

Cathrine og Christians sofaeventyr – og især den flotte afslutning på det – lyder for de fleste dødelige imponerende og lidt som en leg. Men man skal ikke tage fejl. Christian er bevidst om, hvad det har kostet af ofre undervejs – og hvad han gerne ville have været foruden for sig selv og sin familie:

Der findes iværksættere som os. Vi er ikke nødvendigvis dummere end andre folks børn, bare fordi vi har en anden tilgang til forretning

”Da det så allersortest ud, måtte vi flytte til Vietnam for at være tættere på produktionen og kunne spare nogle ansatte. Men børnene faldt ikke til, så Cathrine måtte tage hjem med dem. Så der sad jeg i Vietnam med en kæmpe gæld og kunne ikke tage hjem til min familie”, mindes Christian.

Men i den advarsel ligger der også en stærk opfordring fra Christian til andre iværksættere. For det er ”sundt at tjene sine egne penge”, og selvom man har en måske lidt alternativ tilgang til forretning, som ikke tager afsæt i KPI’er, rapporteringsmetoder og Excel-ark, kan man godt drive det vidt med en god mavefornemmelse og mod på at gribe mulighederne, når de er der:

”Der findes iværksættere som os. Vi er ikke nødvendigvis dummere end andre folks børn, bare fordi vi har en anden tilgang til forretning. Det er vigtigt for mig at give videre til andre som os. Men drivet kan man ikke være foruden”, slutter Christian.

SofaCompanys rejse i årstal

Sofa company Tidslinie timeline 1
Vis alle udgivelser