Clearwater International rådgiver NEXT Forsikring ved salget til Basileia Holdings

Clearwater International har rådgivet NEXT Forsikring A/S (NEXT), en dansk digital forsikringsformidler, ved salget til Basileia Holdings Limited (Basileia), en international aktør inden for forsikrings- og forsikringsteknologi.

NEXT er en digital forsikringsformidler, der servicerer privatkunder inden for det danske skadesforsikringssegment. Virksomheden blev grundlagt i 2013 med det formål at disrupte det danske forsikringsmarked gennem et rent digitalt kundeunivers. NEXT’s forretningsmodel er baseret på fem grundlæggende principper; direkte kundekontakt, ensartet prisfastsættelse, brugerbetjent prisberegning i realtid, forenklet betaling og et produktkatalog, som kan dække størstedelen af en husstands forsikringsbehov.

Virksomheden har hurtigt fået etableret en stærk kundebase med en årlig abonnementsomsætning på over DKK 80 mio. og er en af de førende virksomheder på det danske forsikringsmarked målt på kundetilfredshed.

Basileia Holdings Limited er et investeringsselskab med fokus på at starte, erhverve eller investere i forsikringsselskaber i Europa. Med overtagelsen af NEXT forventer Basileia, at opnå et stærkere fodfæste på det europæiske forsikringsmarked.