Clearwater International har rådgivet ejerne af DST-Chemicals ved salget til Foreman Capital

Clearwater International har rådgivet ejerne af DST-Chemicals ved majoritetssalget til kapitalfonden Foreman Capital.

DST-Chemicals er stiftet i Kolding og har indtil nu været familieejet af anden generation. DST-Chemicals specialiserer sig i produktion af miljøvenlige specialkemikalier, som bliver brugt til rengøring af metalemner ifm. en række produktionsprocesser og har en bred portefølje af produkter til affedtning, afrustning og rustbeskyttelse.

DST-Chemicals’ kunder omfatter store industrielle blue-chip-producenter som ZF og Danfoss. DST-Chemicals’ value proposition er baseret på en effektiv produktportefølje, som, kombineret med teknisk rådgivning og højt serviceniveau og know-how, hjælper kunderne til at reducere energiforbrug og spildevandsudledning, samtidig med at produktionskvaliteten forbedres.

Kapitalfonden Foreman Capital har hovedsæde i Holland og har for nyligt åbnet kontor i København og DST-Chemicals er Foreman Capitals tredje danske porteføljeselskab. Transaktionen udgør et godt match for begge parter og er med til at opfylde DST-Chemicals’ ambitioner om at vækste i nye markeder og opnå position som global markedsleder inden for sit felt.