Clearwater International rådgiver OXYMAT ved salget til Atlas Copco

Clearwater International har rådgivet danske OXYMAT, som leverer on-site løsninger til produktion af oxygen og nitrogen, ved salget til den globale industrivirksomhed Atlas Copco.

OXYMAT forsyner en lang række af industrier inden for akvakultur, vandbehandling, medicinal, marine og minedrift med såkaldte on-site PSA og membranbaserede oxygen- og nitrogengeneratorer. OXYMAT sælger sine services over hele verden via sit globale netværk af agenter og distributører og har afsat sit udstyr i mere end 130 lande. OXYMAT har hovedkontor i den nordsjællandske by Helsinge og producerer udstyr i både Danmark og Vadovce i Slovakiet og beskæftiger i alt ca. 140 medarbejdere. Gennem årene har OXYMAT opbygget et førende brand i markedet for industrielle gasløsninger.

Industrivirksomheden Atlas Copco blev grundlagt I 1873 og er et af de største og ældste svenske børsnoterede selskaber. OXYMAT bliver en del af forretningsområdet Industrial Air division i Compressor Technique Business Area i Atlas Copco. Forretningsområdet har et globalt servicenetværk og udvikler bæredygtige løsninger for primært forarbejdnings- og procesindustrien. Transaktionen styrker Atlas Copcos ambitioner om at blive den mest anerkendte globale aktør på markedet og lede konsolideringen i det voksende marked for produktion af industriel gas.

Efter transaktionen vil OXYMAT stadig være fuldt dedikeret til at servicere sine kunder og distributører på den mest effektive måde med højkvalitetsprodukter, installation, support og effektiv logistik. OXYMATs ejer og CEO, Jesper Sjögren, fortsætter sit virke som CEO i det nye partnerskab med Atlas Copco.