Clearwater International har rådgivet Lytzen IT ved salget til NetNordic

Clearwater International har rådgivet ejerne af danske managed services provider, Lytzen IT, ved majoritetssalget til norske NetNordic.

Lytzen IT er en ledende managed services provider til kunder med behov for kritisk infrastruktur. Lytzen IT har haft succes med at etablere en af de førende managed services-platforme inden for cloud-, netværks-, collaboration-, sikkerheds- og datacentertjenester i Danmark understøttet af stærke rådgivnings- og supportkompetencer. Lytzen IT har 50 ansatte på tværs af kontorer i Danmark og har vækstet betydeligt i de seneste år i takt med, at kompleksiteten i IT-drift er blevet større, og efterspørgslen efter kompetencer og fleksibilitet er steget.

NetNordic specialiserer sig i løsninger til kritisk infrastruktur inden for datacentre, netværk, kommunikation og cyber security og har en stærk og voksende tilstedeværelse i Danmark. Med opkøbet af Lytzen IT får NetNordic fordoblet sit medarbejderantal i Danmark og vil være i stand til at tilbyde endnu flere løsninger i høj kvalitet til en større gruppe kunder. De to kommende partnere har store ambitioner for fortsat vækst i hele den nordiske region.